Eliteinvestering i børnesport – ja eller nej?
Vi mister sportsbørn i alderen 7-12 år. Samtidig har vi unge verdensstjerner inden for næsten alle større sportsgrene. Skal vi udfordre den norske sportsmodel om, at alle skal være med? Tendensen er klar.
Akademier dukker op på hvert gadehjørne, og mange vil gerne træne den næste verdensstjerne! Både klubber, trænere og ikke mindst forældre. Forståeligt nok... Vi er et idrætsfællesskab, hvor sportsstjernerne fejres!
For nylig svarede 10%(!), i en undersøgelse blandt 6.000 håndboldspillere mellem 8-12 år i Danmark, at de overvejer at opgive håndbold. Når de uddyber hvorfor, er for meget elitefokus en klar tendens mod bunden.
Stor opside
Fordelen ved sportsaktivitet er stor. Sport hjælper med at forberede børn til livets mange udfordringer:
- Hvordan håndterer man op- og nedture?
- Hvordan forholder man sig til andre mennesker?
- Hvordan udvikler man evnen til at lære? Både motorisk og mentalt.
Jeg tror næppe nogen vil gå ind i en diskussion om, hvorvidt sport har en sundhedsfremmende effekt eller ej.
Superstjerner bliver alligevel superstjerner?!
Min erfaring som børnetræner er, at mange af dem med det højeste færdighedsniveau er så ivrige efter at lære mere, at deres ører nærmest flagrer, når de bliver udfordret med nye øvelser og udfordringer. Samtidig glæder enkelte børn, på samme hold, sig over, at weekendens kamp er aflyst.
Forskellen i interesser kunne ikke være større.
Jeg kan se, at dem, der når sportens højdepunkt, ofte har en indre drivkraft til at lægge de tusindvis af timers træning, der kræves for at blive den bedste. Jeg dyrkede selv ikke håndbold mere end 1-2 gange om ugen, på en halv bane i Stovnerhallen, i min ungdom. Men jeg spillede fodbold, tennis, basketball, ishockey, bandy osv. på løkken. Dette vil tage tusindvis af timer.
Den norske skolemodel
Skolen har de samme udfordringer. Niveauforskellene er enorme. Hvordan skal vi klare at holde på alle, og samtidig udfordre dem med det højeste færdighedsniveau?
"Ingen har turdet rokke ved den norske skolemodel med at investere i talent i 100 år", læste jeg i en artikel i Aftenposten. Nu mener flere, at det er på tide at investere i dygtige børn. Skeptikerne frygter for det ligestillede norske samfund.
Det er klart, at denne debat ikke kun omfatter sport.
Kabalen og 100-millioner-spørgsmålet bliver derfor: Hvordan tilfredsstiller man alle?
Sportsforskere peger på tre motivationsfaktorer:
- Kompetenceudvikling og mestringsfølelse
- tilknytning
- Mulighed for selvbestemmelse
Mit spørgsmål bliver derfor. Ved at professionalisere sporten. Styrker eller svækker vi disse tre punkter? Start debatten!
Referencer
- Alt du bør vide om talentudvikling i sport - Kristoffer Henriksen, Carsten Hvid Larsen og Louise Kamuk Storm
