Min behårede drøm er at finde nøglen til, hvordan vi kan få flere børn til at gå til sport (det gælder ikke kun håndbold), og samtidig mindske frafaldet i ungdomsårene. Frafaldet er størst i en 12-16 års alderen. I min søgen efter succes kontakter jeg ugentligt trænere rundt om i Norge.

I denne uge gik telefonen til Verdal'n, for hvis nogen skal klare den, skal den være her. I den anden ende af håndsættet, mødte jeg træner for drenge 15, Ben Arild Engan.

‍

Verdal G15 er vokset fra at være 4-5 børn, til at blive et hold på 22 spillere. Mange hold kan henvise til sådanne tal, men det overraskende ved denne historie er, at holdet stort set mister alle deres kampe. En del af årsagen er, at Ben Arild fordeler spilletid ligeligt mellem alle på holdet, selv i situationer, hvor de har mulighed for at vinde. Selvfølgelig blev jeg nysgerrig!

Hvilke skridt er der taget? Hvordan har de formået at skabe et miljø uden et resultatfokus? Hvad gør dem i stand til at holde børnene? Og ikke mindst rekruttere mere?

Men først, hvem er ben Arild?

Ben Arild er 41 år, gift og har 3 børn. Han er lærer hos Levanger VGS om medier og kommunikation. Han har selv spillet håndbold og har både træner- og dommerkurser.  

‍

Ben Arild overvejer hurtigt, hvordan spillegruppen ikke er ivrig efter at vinde, men at de fokuserer på holdets præstation. Som 11-årig måtte drengene spille mod børn, der var et år ældre, og det resulterede i en masse tab. Højdepunktet i sæsonen kom i den sidste ligakamp mod ærkerivalen Skogn, en kamp, de tabte med kun to mål. Tidligere på sæsonen var de blevet fejet væk fra banen og tabte med 20-1 til det samme hold. Det toppede med glade jubel på banen, og den modsatte træner kom ind i omklædningsrummet og roste holdet for en stor indsats.

Værger, trænere og børn med et stærkt præstationsfokus hører ikke til sjældenhederne, som ofte forekommer klart langt nede i aldersgrupperne.

Ben Arilds metode

Jeg besluttede at afprøve Ben Arild's metode i praksis på min søn, en lidt over gennemsnittet resultatorienteret lille fyr. Valget faldt på en første-graders skole turnering. Efter flere nederlag oplevede jeg tårer og deprimeret humør blandt mange af børnene, fordi de ikke tog det længe ventede trofæ med hjem.

Mit barn, på den anden side, var glad! Hvorfor? Ja, fordi han havde mestret en bøde, han havde øvet i lang tid. En dejlig han gjorde i midten af banen, uden spillere omkring ham.

‍

Træt af presset for at vinde

Børnene er trætte af presset for at vinde, hævder Ben Arild. Han finder ud af, at børn vejes og måles i stort set alle arenaer, som jeg er nødt til at støtte ham i. Hans vigtigste mål har været at skabe et miljø, hvor børn skal have lov til at give slip på dette pres, og han mener, at sport kan være netop den arena.

Ben Arild har individuelle spillersamtaler med børnene, hvor spillerne får specifikke opgaver. I disse samtaler er han også meget opsat på at finde ud af, hvordan børnene virkelig har det.

Reaktioner fra forældre

Jeg kom ikke for sent til at spørge Ben Arild, om han har oplevet reaktioner fra resultatfokuserede forældre.

"Jeg har modtaget henvendelser fra forældre, der er uenige i filosofien og værdierne. Jeg tror, at enhver, der vælger at prøve noget af det samme, vil opleve dette. At være en forælder træner på en klub kan undertiden være en ensom opgave, hvor du føler, du er nødt til at gøre en masse vigtige valg og samtidig være under pres fra forskellige sider. Så er det vigtigt at tro på, hvad du laver, og helst have et coachingteam eller en anden omkring dig, der tror på den samme filosofi. Ideelt set bør du have en klub i ryggen, der har lagt et klart værdigrundlag for den aktivitet, der skal køres. Det er noget, jeg tror, vi er ved at lykkes med os."

Jeg er interesseret i at komme på bordet løsninger for, hvordan man undgår sådanne situationer. Ben Arild nævner, at klar kommunikation med forældregruppen har været vigtig, så alle er opmærksomme på og er enige om holdets filosofi.

‍

Differentiering – den sværeste udfordring i sporten!

Endelig diskuterer vi differentiering. Muligvis sportens sværeste udfordring!?!

For differentiering versus ikke differentiering er pest eller kolera. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, men én ting er jeg og Ben Arild helt enige i. Differentiering betyder IKKE topping laget! Alle børn skal have lov til at spille det samme beløb – uanset resultatet.

I Danmark anbefales niveautræning, idet det betød, at 25% af uddannelsen skulle udføres med en person, der er bedre, 50% med nogen på samme niveau og de sidste 25% med børn med lavere kvalifikationsniveauer. Børn bør både lære, men også undervise.

Jeg sidder ikke i ansigtet. Muligvis er der ingen byge, men det var en samtale, jeg ønskede at dele med dig undervejs i min søgen efter at komme lidt tættere på min store behårede mål.

‍

Håndboldhilsen fra Bjarte Myrhol